WeCare-initiativet er Blossoms første skridt mod at adressere menstruationsfattigdom i Danmark.
Kvinder i udsatte positioner skal ikke stå med valget mellem menstruationsprodukter og et måltid mad. Når kvinder i hjemløshed og sexarbejde ikke har råd til bind og tamponer, er det ulighed i sundhed. Derfor bør politikerne hjælpe de ngo’er, der sikrer kvinder retten til hygiejneprodukter, skriver Niko Grünfeld, Direktør for Blossom.
I vores velstående samfund er det essentielt at erkende, at ikke alle har lige adgang til fundamentale nødvendigheder såsom et varmt bad eller måltid. Desværre står kvinder og piger i nogle af samfundets mest udsatte positioner - herunder dem i hjemløshed eller involveret i sexarbejde - ofte overfor den alvorlige udfordring, som menstruationsfattigdom udgør.
Bag dette begreb gemmer sig en hjerteknugende realitet - alt for mange kvinder og piger mangler midlerne til at sikre sig de mest grundlæggende hygiejneartikler under deres menstruation.
For disse kvinder bliver valget mellem et bind og et nærende måltid en smertefuld realitet. Det er et skræmmende indblik i en uretfærdig virkelighed, som vi ikke kan blive ved med at ignorere. Det handler ikke alene om økonomi; det handler om ulighed i sundhed. Det handler om at anerkende og respektere værdigheden og retten til grundlæggende behov.
WeCare-initiativet, ledet af Blossom, er vores første skridt mod at adressere menstruationsfattigdom i Danmark. Vi mobiliserer frivillige, lokalsamfund og virksomheder til at indsamle og pakke hygiejneprodukter i stofposer, syet af dedikerede kvinder. Disse WeCare-stoftasker bliver derefter distribueret via vores samarbejdspartnere på herberger, væresteder og i gadehjørner, hvor de direkte når kvinder i behov.
Det er altså ikke kun manglen på hygiejneprodukter og sanitære forhold, som WeCare’s stoftaske understøtter, men også et sprog og åbningen for at kunne tale om underlivet og kvindespecifikke problematikker med de relationsmedarbejdere, de møder.
WeCare blev udviklet ud fra vores egen erfaring med arbejde blandt socialt udsatte piger og kvinder på gaden, herberger, varmestuer og i tæt samarbejde med samarbejdspartnere. Her oplevede vi, at kvinderne, særligt kvinder i hjemløshed og sexarbejde, manglede adgang til toilet- og badefaciliteter samt havde dårlig økonomi, der ofte gjorde, at de ikke havde råd eller adgang til menstruationsprodukter.
WeCare-stoftasker er fyldt med livsnødvendige forsyninger som dagbind, natbind, trusseindlæg, intimservietter, creme med mere. Stoftaskerne er mere end bare en gestus af omsorg - de er et statement om, at ingen kvinde bør stå alene i denne kamp. De repræsenterer et skridt mod at genoprette balance og lighed for disse kvinder samt øge bevidstheden om den vitale sundhedsdimension for den menstruerende.
Det er vigtigt at forstå, at dette ikke er et problem, som en enkelt NGO eller virksomhed kan løse. Det kræver vores fælles opmærksomhed fra bl.a. civilsamfundet lovgivere, og vi opfordrer til politisk handling til gavn for kvinder og piger i socialt udsatte positioner. Til en start.
I Blossom opfordrer vi derfor politikerne på Christiansborg og lokalt til at anerkende og tage fat om denne skævhed og manglende ligestilling i vores samfund. En afgørende første skridt ville være at sikre adgang til basale menstruationsprodukter på offentlige toiletter. Dette kræver naturligvis finansiering og samarbejde fra civilsamfundet, men vi er mere end klar til at rykke ud!
Projekter som WeCare-stoftasker er et levende bevis på, at forandring ofte begynder i civilsamfundet og vokser sig stærkere dag for dag. Vi oplever i hvert fald, at efterspørgslen på basale menstruationsprodukter i det offentlige rum stiger konstant.
Lad os gå forrest i kampen mod menstruationsfattgidom. Lad os gøre det sammen.
Én kvinde, én stoftaske ad gangen.
Læserbrevet blev bragt i Dagbladet Information den 15. november 2023: https://www.information.dk/debat/2023/11/fattige-kvinder-staa-valget-mellem-menstruationsbind-maaltid-mad?lst_dbt